|
NA LISTI Od 04.8.2010.g. /
LISTED SINCE August 4th, 2010 among leading European magazines: 
|
All Rights Reserved
Publisher online and owner: Sabahudin Hadžialić, MSc Sarajevo & Bugojno, Bosnia and Herzegovina MI OBJEDINJUJEMO RAZLIČITOSTI... WE ARE UNIFYING DIVERSITIES |
|
|
|
|
Aleksandar Šajin, Copenhagen, Denmark
Aleksandar Šajin piše i objavljuje na srpskom, hrvatskom, bosanskom i danskom jeziku.
Njegova najnovija publikacija na hrvatskom je zbirka pripovjesti, priča i poetskih zapisa ”Saga o nikome” u izdanju VBZ-a, Zagreb (2013). Na danskom je objavljivao priče, pjesme, drame i roman. Za svoj književni rad dobio je više puta godišnje stipendije od Danskog umjetničkog fonda. Član je udruženja književnika Danske.
Njegova najnovija publikacija na hrvatskom je zbirka pripovjesti, priča i poetskih zapisa ”Saga o nikome” u izdanju VBZ-a, Zagreb (2013). Na danskom je objavljivao priče, pjesme, drame i roman. Za svoj književni rad dobio je više puta godišnje stipendije od Danskog umjetničkog fonda. Član je udruženja književnika Danske.
|
Metodološka poetska slika...proze
Na mostu iznad nemirne vode poetska stremljenja idući ka kvaliteti kreacije uobličavaju snažan prozni otisak. Dok, istovremeno, kao odgovor svijesti: Prozna osjećanja poetskom otisku teže. Idući blagim putevima usmenih nadanja, sa nama je Aleksandar Šajin kao svjetionik sudbine. Ne samo svoje, jer ovaj autor je višeslojnosti usmjeren. U ogledalu alternativne svijesti rađaju se likovi čudnih nagovještaja. Gradeći odgovor na riječ "Kako" kao metodološku poetsku sliku... proze. Riječ urednika Mr. sc. Sabahudin Hadžialić 28.1.2014. |
Methodological poetry image... of prose
On the bridge over troubled waters poetic aspirations are heading towards quality creation through shaping of powerful prose imprint. While, at the same time, as the response of consciousness: Prose feelings aspiring toward poetic impressions. Going through gentle paths of the oral hopes, with us is Aleksandar Sajin as a beacon of destiny. Not only of his own, because this author is, in multilayered way, directed. In the mirror of alternative consciousness are born the characters of strange hints. Building response to the word "How" as a methodological poetry image... of prose. Editor's word Sabahudin Hadzialic, MSc. 28.1.2014. |
R U Ž A
Predgovor
Dragi čitaoče, zaista, uznemiren težinom ovog zadatka i odgovornošću koja stoji preda mnom u obliku jednog slučajno pronadjenog dnevnika, ispisujem prve redove uvoda u ono što slijedi. Neko će zvati ovo što slijedi ljepotom duše koja pati uhvaćena u mrežu nesrećnog braka; neko će možda u kazivanju vidjeti surovost i malodušje života koji davi svoje sanjarske kćeri u društvenim stanovima u zgradama od betona u predgradjima naših metropola. Nije na meni da sudim o značenju i vrijednosti stranica koje slijede, niti one traže sudiju ili aukciju.
Ja sam se jednostavno osjetio pozvanim i odgovornim, od trenutka kad su se papiri sa dnevnim zapisima bili prosuli ispred mojih nogu izmedju korica od tankog narandžastog presanog kartona, poput špila karata izbačenog iz džepa nasilnim udarcem preko kockarskog stola... ...Ja znam da sam smješan i da moj život nije možda vrijedan ni pomena, ali ovdje se niti ne radi o meni već o njoj,
Ruži, ženi koju nikad nisam upoznao, a ipak mi je tako bliska poslije svih ovih izleta medju stranice njenog dnevnika.
Našao sam bio taj kartonski fascikl ispod velike drvene saksije na terasi. Vlaga i mraz nisu uspjeli da nagrizu stranice, jer sve se desilo tako brzo. Ja sam se naime uselio u stan prve subote pošto je bio napušten od prethodnih stanara. To je čudan osjećaj, živjeti u stanu medju zidovima koji nose u svojim porama sjećanje na patnju jedne duše, biti svjestan toga na način na koji sam ja svjestan toga dok po ko zna koji put iščitavam stranice njenog dnevnika.
Stvari nisu onakve kakve izgledaju, smisao se često sakriva i neko se izruguje sa našim naporima u mraku. [Ja sam njene tekstove preveo na srpskohrvatski, onako kako sam najbolje znao i umio, da vama budu na raspolaganju. Oprostite za moguce greške. One nisu zlonamjerne, nego slučajne. Zahvaljujući ljubaznosti izdavača ovdje su obje varijante: prvobitna danska i moja srpsko-hrvatska. Mislim da se istina o Ruži nalazi negdje na pola puta izmedju ova dva jezika.] Dozvolite mi da se ovdje izrazim prigodnim riječima jednog danskog pjesnika koji je vjerovatno nestao u kovitlacu života prije mnogo, mnogo godina:
*
”Ja sam u svakom slučaju konačno postigao ono što sam želio da postignem. Ne može se reći da to nije bilo vrijedno truda. I uopšte, ne želim ničiji sud, ja samo prenosim znano, raportiram samo, isto tako za vas, poštovana gospodo u Akademiji, samo sam raportirao.
*
Sve oči
Svi putevi
Sve struje
Sve ruke
Svi vidici
Gase se
Prepuštaju se
Pronalaze
Staju
I zatvaraju se
Rečeno ovdje pod ružom
Da bi se ponovo živjelo.”
Bo Green Jensen ”Evropska molitva (Montaža)” (Kapija Zemlje, 1986)
Tekstovi iz plastičnog džepa.
[…]
Kako to da si propupala,
ružo, u decembru, crvena kao krv
na usnama djevojačkim [1]? Šta ćeš ovdje,
u ovoj zimi, na ovom vjetru
što češlja travnjak iza zgrade
i moju kosu na terasi dok se saginjem
i ljubim ti smrznute latice.
Šta ćeš ovdje ružo i sad, iz kojeg ljupkog razloga
širiš svoje latice na vjetru i mrazu?
Ja sam skoro kao Kolumbina sa blijedim smrznutim obrazima,
i metaforama zarivenim u moja umorna ramena,
ličim dolutalom dječijem zmaju otkinutom sa silka
ili slamnatom strašilu za metafore, kojeg su
već odavno i najnaivnije ptice misli prestale da se plaše.
Šta ćeš ovdje ružo, na mojoj terasi propupala u
decembru, iz kojeg ljupkog razloga širiš svoje latice
na vjetru i mrazu?
[02.02.2007]
Možda naizgled lete ptice u tišini iza stakla,
možda je nebo svjetlije u krošnjama, pri zemlji.
Možda je jutro I možda je zima, ali nije hladno,
možda se povik plesača raspliće duž
pupova žutog jasmina.
ples koji si ti stavila u svijet, ples na jednom drugom jeziku,
krik iz vječnosti, krik slobode. Duša kao zastava.
Kao neuporediva. Kao Jeste. Jest.
(Mogla je zaista da uživa u satima samoće, gledajući kroz prozor u pejzaž bez ljudi. Izvrsna duša, zaista izvrsna. Kao zastava.)
[19.1.2007]
Eto te i kod tvog plemena, tvoja gradja kostiju lica, tvoje držanje tijela, tvoja slavenska sporost u bijelom tkivu žila, tvoja zaboravljenost u noći mandrila[2]
[08.01.2007]
Njegovi pokušaji razbijaju se kao pjena o stijenje vremena ljubavi. Već je prije istu ovu pjesmu pjevao, samo što mu je osnovni ton uvijek pogrešan. Šta može bijes zaborava da naškodi zagrljaju duša izvan vremena. Umiri tvoje srce. Dvorska lùda-plesačica svježe obrijane glave-svira na svojoj raštimanoj gitari tonove bez moći, tonove svog sopstvenog pokidanog života. Pjevač se zapliće u gitari šupljeg zvuka, bez ljepote, bez harmonije. Male spletke iz nemoći. Prsti oprženi ljubavlju izvan vremena. Umiri svoje srce, dvorske lude pod balkonom zabavljaju kraljicu ružnoćom svojih pokreta.
(Ako bih ovdje mogao da se malo poigram značenjem slika u ovoj Ružinoj pjesmi, onda je "pjevač" vjerovatno njen muž a "plesačica obrijane glave"… možda njegova ljubavnica. Ruža je, naravno, "kraljica" koju njih dvoje zabavljaju ružnoćom svojih pokreta. O kakvoj vrsti pokreta se ovdje radi? I koje su to duše što se grle izvan vremena? Ruža i njena djeca vjerovatno. Ovo je samo jedno od mogućih tumačenja.)
[04.01.2007]
{…}
And that’s me, who wished for a man so badly,
A young man as softy and juicy cake
A smile-tender-crown, a milk-sweaty-shake.
I would do everything for the sake of such a creature…
But he never came. It is almost
like a green grand yellow lake of
Too loosed faith – that sadly fact:
He never came.
My life was not and I obtain:
he never came, my God,
he never came.
Neither in my youth or in my every average age,
He never came, my God,
he never came.[3]
[31.12.2006]
Nova Godina preko meridijanâ dolazi.
Svakim minutom Zemlju zahvata sve više i više.
Svemogući Izvore svih naših značenja[4],
daj mi da zasvjetlim u ovoj nadolazećoj godini
poput zvijezde na tvom nebu, Svemogući.
Poput nade u ugaslim očima, sveznajući…
Oče moga zakonika, kraju moga puta, kraju i Početku.
Neka tvoja zvijezda zasija kao istina na nebu nade svemogući…
Neka moja zvijezda bude tvoja u nadolazećoj godini.
Neka pjesma obujmi planetu, Dragi.
[31.12.2006]
U noći punog mjeseca, zadnjeg dana stare godine[5],
u sjajnoj kugli crvenoj u odrazu konveksnog ogledala,
u vijencu zlatnog praha prosutog po slijepljenim šišarkama,
tvoje lice ispod rumenog odraza svjetla iznad stola.
U jasnoj sjeni gole krošnje mladog drveta na smrznutoj kori djevičanski bijelog
snijega – novogodišnji sat od mjesečine punog mjeseca, Bajka sakrivena iza
refleksa noćne lampe u odrazu vakumiranog stakla prozora. Božićna legenda.
[24.12.2006]
Točak sreće uokolo okrečući se…
Kuda ste se uputili snovi, ka kojem danu, ka kojem satu?
Kojem jutru, kojoj noći? Ko će doći? Šta će proći? Kuda ste se uputili
snovi? Film, tišina... Film i tišina. Jutro i dan i sutra. Crkva, crkva, crkva.
(Pogledajte samo datum i biće vam jasno značenje refrena.)
[23.12.2006]
Kao snijeg, kao prašina, kao tišina, kao ptice, kao glas muškarca,
kao kapuljača što se njiše iznad horizonta u bijelo ofarbane prozorske daske, kao
Božić koji dolazi, kao most izmedju Švedske i Danske,
kao ovaj dan i ova noć. (...Ništa kao ova tišina – bjelina). Kao ruža procvala u
sedmici prije Božića i onda smrzla – u ljepoti svojoj zaustavljena prije tišine, prije
snijega. Kao beskrajna rečenica, kao radost niotkuda, s neba pala. Tvoja pjesma,
tvoj život, tvoj glas.
(Voljela je život. To je jasno već na prvi pogled.)
[... ?]
Nada, mora biti da je nada još ostala u posjeti ovog septembarskog popodneva. Poskakuje sa oblaka na oblak, proviruje kroz prozorsko okno. U riječima tražiš utjehu, u bezvremenu vremena. Oslobodjena slojeva značenja, oslobodjena neiskazanih osjećanja. Tijela u raspadanju pritišću na horizontu.[6]
[19.12.2006]
(Inače, nije da nije umjela da voli sebe J .U zdravim granicama, naravno. Jer Ruža je bila jedna zdrava mlada žena. I osjećajna - pogledajte samo iduću pjesmu:)
Narcisa – perfektna slika sebe same ispod
Narcisa, perfektna slika-same-sebe
ispod lustera nordijskog dizajna
sa sijalicom od 60 wati “France”,
kroz galvanizirane koncentrične krugove.
Oči gotovo bezimene,
u odrazu prozorskog stakla
u zimskom jutru koje nadolazi
sa oblacima, svjetlom i pticama
Krošnje bez lišća sa mindjušama od
svračijih gnijezda izrastaju iz
nevidljive fontanele glave u odrazu u staklu
kroz mlado lišće sobnog kaučuk-drveta.
Jutro je svjetlošću izbrisalo lice u oknu.
[18.12.2006]
Lica moje djece počinju da svjetle jutrom
prije zimskog sunca
kao i lica mojih prijatelja,
jedno po jedno – ružičasti oblaci
na mrkoplavom nebu.
Najskupocjenije perle misli počnu
da sjaje I da zrcale
ispod tankog vlažnog vela daha.
Tako nestaje tuga kao veliki
betonski toranj sa satelitskim
radio-odašiljačima na horizontu
ispod punog kruga
narandžastog jutarnjeg sunca.
(Djeca I prijatelji, djeca I prijatelji, ponovo I ponovo. izgleda da su djeca I prijatelji Ružino najveće bogatstvo. Onda je ona zaista bogata, ako mogu ovdje da dodam moje sopstveno mišljenje.)
[16.12.06]
Jeg har skydt uret,
Min ven er død I dag.
I shot the wach,
My frend has died today.
Upucala sam sat,
Moj prijatelj je umro danas.
-------------------------
[1] “ crvena kao krv na usnama djevojačkim” ovdje se vjerovatno ne radi ni o kakvoj pjesničkoj figuri (Na betonu su se još mogli vidjeti tragovi krvi, kao mrlje sjenê ispod tanke kore leda.) Vjerovatno ju je već tad bio tukao.
[2] Ha, ha. Njoj nije nedostajao smisao za humor. I naročito smisao za samoironičnost, da tako kažem. Ovdje se vidi da ona kao takva nije pripadala nekom odredjenom plemenu.
[3] Ova pjesma na engleskom svjedoči, prema mom mišljenju, o njenoj svestranosti; o njenom mnogostrukom talentu. I o njenoj čežnji za ljubavlju koju joj sudbina na žalost nije bila dodjelila u njenom nesrećnom braku..
[4]Ovdje se ocito radi o Ruzinim religioznim osjecanjima. Osjetljiva kakva je bila i u uslovima u kojima je zivjela, izgleda mi potpuno prirodno da je utjehu trazila ”sa one druge strane”, u Bogu.
[5] Novogodisnja vecer je uvijek puna iscekivanja i nade. I tuge. Ponekad.
[6] "tijela u raspadanju"- možda znak sveopšte prolaznosti, a možda nešto sasvim drugo…možda je radila kao zdravstveni pomoćnik, prala stare i bolesne npr…Tu vrstu poslova stranci u Danskoj najlakše dobijaju. To je naime i moje zanimanje. (Usput... ”septembarsko popodne”? Ovaj papir mora da se umješao medju novogodišnje zapise.)
----------------------------
O Ruži:
Prozno-poetski rukopis oblikovan kao fiktivni dnevnik, ispisan naizgled rukom žene, izbjeglice sa Balkana. Njeno je ime Ruža. Pripovjedanje je istkano na taj način što urednik knjige, koji je i sam dio fikcije, dopisuje komentare u obliku fusnota ispod teksta dnevnika. Uređujući tekstove on polako gubi objektivnu distancu prema rukopisu i osjeća sve veću naklonost prema Ruži. Zaljubljuje se u nju. Na kraju, medjutim, pokazuje se da je djelo u stvari fiktivni dnevnik, i pravi autor kuca na urednikova vrata …
Knjiga je objavljena na danskom 2007 godine, u Kopenhagenu (Rosa, izdavač: Tabognar).
Predgovor
Dragi čitaoče, zaista, uznemiren težinom ovog zadatka i odgovornošću koja stoji preda mnom u obliku jednog slučajno pronadjenog dnevnika, ispisujem prve redove uvoda u ono što slijedi. Neko će zvati ovo što slijedi ljepotom duše koja pati uhvaćena u mrežu nesrećnog braka; neko će možda u kazivanju vidjeti surovost i malodušje života koji davi svoje sanjarske kćeri u društvenim stanovima u zgradama od betona u predgradjima naših metropola. Nije na meni da sudim o značenju i vrijednosti stranica koje slijede, niti one traže sudiju ili aukciju.
Ja sam se jednostavno osjetio pozvanim i odgovornim, od trenutka kad su se papiri sa dnevnim zapisima bili prosuli ispred mojih nogu izmedju korica od tankog narandžastog presanog kartona, poput špila karata izbačenog iz džepa nasilnim udarcem preko kockarskog stola... ...Ja znam da sam smješan i da moj život nije možda vrijedan ni pomena, ali ovdje se niti ne radi o meni već o njoj,
Ruži, ženi koju nikad nisam upoznao, a ipak mi je tako bliska poslije svih ovih izleta medju stranice njenog dnevnika.
Našao sam bio taj kartonski fascikl ispod velike drvene saksije na terasi. Vlaga i mraz nisu uspjeli da nagrizu stranice, jer sve se desilo tako brzo. Ja sam se naime uselio u stan prve subote pošto je bio napušten od prethodnih stanara. To je čudan osjećaj, živjeti u stanu medju zidovima koji nose u svojim porama sjećanje na patnju jedne duše, biti svjestan toga na način na koji sam ja svjestan toga dok po ko zna koji put iščitavam stranice njenog dnevnika.
Stvari nisu onakve kakve izgledaju, smisao se često sakriva i neko se izruguje sa našim naporima u mraku. [Ja sam njene tekstove preveo na srpskohrvatski, onako kako sam najbolje znao i umio, da vama budu na raspolaganju. Oprostite za moguce greške. One nisu zlonamjerne, nego slučajne. Zahvaljujući ljubaznosti izdavača ovdje su obje varijante: prvobitna danska i moja srpsko-hrvatska. Mislim da se istina o Ruži nalazi negdje na pola puta izmedju ova dva jezika.] Dozvolite mi da se ovdje izrazim prigodnim riječima jednog danskog pjesnika koji je vjerovatno nestao u kovitlacu života prije mnogo, mnogo godina:
*
”Ja sam u svakom slučaju konačno postigao ono što sam želio da postignem. Ne može se reći da to nije bilo vrijedno truda. I uopšte, ne želim ničiji sud, ja samo prenosim znano, raportiram samo, isto tako za vas, poštovana gospodo u Akademiji, samo sam raportirao.
*
Sve oči
Svi putevi
Sve struje
Sve ruke
Svi vidici
Gase se
Prepuštaju se
Pronalaze
Staju
I zatvaraju se
Rečeno ovdje pod ružom
Da bi se ponovo živjelo.”
Bo Green Jensen ”Evropska molitva (Montaža)” (Kapija Zemlje, 1986)
Tekstovi iz plastičnog džepa.
[…]
Kako to da si propupala,
ružo, u decembru, crvena kao krv
na usnama djevojačkim [1]? Šta ćeš ovdje,
u ovoj zimi, na ovom vjetru
što češlja travnjak iza zgrade
i moju kosu na terasi dok se saginjem
i ljubim ti smrznute latice.
Šta ćeš ovdje ružo i sad, iz kojeg ljupkog razloga
širiš svoje latice na vjetru i mrazu?
Ja sam skoro kao Kolumbina sa blijedim smrznutim obrazima,
i metaforama zarivenim u moja umorna ramena,
ličim dolutalom dječijem zmaju otkinutom sa silka
ili slamnatom strašilu za metafore, kojeg su
već odavno i najnaivnije ptice misli prestale da se plaše.
Šta ćeš ovdje ružo, na mojoj terasi propupala u
decembru, iz kojeg ljupkog razloga širiš svoje latice
na vjetru i mrazu?
[02.02.2007]
Možda naizgled lete ptice u tišini iza stakla,
možda je nebo svjetlije u krošnjama, pri zemlji.
Možda je jutro I možda je zima, ali nije hladno,
možda se povik plesača raspliće duž
pupova žutog jasmina.
ples koji si ti stavila u svijet, ples na jednom drugom jeziku,
krik iz vječnosti, krik slobode. Duša kao zastava.
Kao neuporediva. Kao Jeste. Jest.
(Mogla je zaista da uživa u satima samoće, gledajući kroz prozor u pejzaž bez ljudi. Izvrsna duša, zaista izvrsna. Kao zastava.)
[19.1.2007]
Eto te i kod tvog plemena, tvoja gradja kostiju lica, tvoje držanje tijela, tvoja slavenska sporost u bijelom tkivu žila, tvoja zaboravljenost u noći mandrila[2]
[08.01.2007]
Njegovi pokušaji razbijaju se kao pjena o stijenje vremena ljubavi. Već je prije istu ovu pjesmu pjevao, samo što mu je osnovni ton uvijek pogrešan. Šta može bijes zaborava da naškodi zagrljaju duša izvan vremena. Umiri tvoje srce. Dvorska lùda-plesačica svježe obrijane glave-svira na svojoj raštimanoj gitari tonove bez moći, tonove svog sopstvenog pokidanog života. Pjevač se zapliće u gitari šupljeg zvuka, bez ljepote, bez harmonije. Male spletke iz nemoći. Prsti oprženi ljubavlju izvan vremena. Umiri svoje srce, dvorske lude pod balkonom zabavljaju kraljicu ružnoćom svojih pokreta.
(Ako bih ovdje mogao da se malo poigram značenjem slika u ovoj Ružinoj pjesmi, onda je "pjevač" vjerovatno njen muž a "plesačica obrijane glave"… možda njegova ljubavnica. Ruža je, naravno, "kraljica" koju njih dvoje zabavljaju ružnoćom svojih pokreta. O kakvoj vrsti pokreta se ovdje radi? I koje su to duše što se grle izvan vremena? Ruža i njena djeca vjerovatno. Ovo je samo jedno od mogućih tumačenja.)
[04.01.2007]
{…}
And that’s me, who wished for a man so badly,
A young man as softy and juicy cake
A smile-tender-crown, a milk-sweaty-shake.
I would do everything for the sake of such a creature…
But he never came. It is almost
like a green grand yellow lake of
Too loosed faith – that sadly fact:
He never came.
My life was not and I obtain:
he never came, my God,
he never came.
Neither in my youth or in my every average age,
He never came, my God,
he never came.[3]
[31.12.2006]
Nova Godina preko meridijanâ dolazi.
Svakim minutom Zemlju zahvata sve više i više.
Svemogući Izvore svih naših značenja[4],
daj mi da zasvjetlim u ovoj nadolazećoj godini
poput zvijezde na tvom nebu, Svemogući.
Poput nade u ugaslim očima, sveznajući…
Oče moga zakonika, kraju moga puta, kraju i Početku.
Neka tvoja zvijezda zasija kao istina na nebu nade svemogući…
Neka moja zvijezda bude tvoja u nadolazećoj godini.
Neka pjesma obujmi planetu, Dragi.
[31.12.2006]
U noći punog mjeseca, zadnjeg dana stare godine[5],
u sjajnoj kugli crvenoj u odrazu konveksnog ogledala,
u vijencu zlatnog praha prosutog po slijepljenim šišarkama,
tvoje lice ispod rumenog odraza svjetla iznad stola.
U jasnoj sjeni gole krošnje mladog drveta na smrznutoj kori djevičanski bijelog
snijega – novogodišnji sat od mjesečine punog mjeseca, Bajka sakrivena iza
refleksa noćne lampe u odrazu vakumiranog stakla prozora. Božićna legenda.
[24.12.2006]
Točak sreće uokolo okrečući se…
Kuda ste se uputili snovi, ka kojem danu, ka kojem satu?
Kojem jutru, kojoj noći? Ko će doći? Šta će proći? Kuda ste se uputili
snovi? Film, tišina... Film i tišina. Jutro i dan i sutra. Crkva, crkva, crkva.
(Pogledajte samo datum i biće vam jasno značenje refrena.)
[23.12.2006]
Kao snijeg, kao prašina, kao tišina, kao ptice, kao glas muškarca,
kao kapuljača što se njiše iznad horizonta u bijelo ofarbane prozorske daske, kao
Božić koji dolazi, kao most izmedju Švedske i Danske,
kao ovaj dan i ova noć. (...Ništa kao ova tišina – bjelina). Kao ruža procvala u
sedmici prije Božića i onda smrzla – u ljepoti svojoj zaustavljena prije tišine, prije
snijega. Kao beskrajna rečenica, kao radost niotkuda, s neba pala. Tvoja pjesma,
tvoj život, tvoj glas.
(Voljela je život. To je jasno već na prvi pogled.)
[... ?]
Nada, mora biti da je nada još ostala u posjeti ovog septembarskog popodneva. Poskakuje sa oblaka na oblak, proviruje kroz prozorsko okno. U riječima tražiš utjehu, u bezvremenu vremena. Oslobodjena slojeva značenja, oslobodjena neiskazanih osjećanja. Tijela u raspadanju pritišću na horizontu.[6]
[19.12.2006]
(Inače, nije da nije umjela da voli sebe J .U zdravim granicama, naravno. Jer Ruža je bila jedna zdrava mlada žena. I osjećajna - pogledajte samo iduću pjesmu:)
Narcisa – perfektna slika sebe same ispod
Narcisa, perfektna slika-same-sebe
ispod lustera nordijskog dizajna
sa sijalicom od 60 wati “France”,
kroz galvanizirane koncentrične krugove.
Oči gotovo bezimene,
u odrazu prozorskog stakla
u zimskom jutru koje nadolazi
sa oblacima, svjetlom i pticama
Krošnje bez lišća sa mindjušama od
svračijih gnijezda izrastaju iz
nevidljive fontanele glave u odrazu u staklu
kroz mlado lišće sobnog kaučuk-drveta.
Jutro je svjetlošću izbrisalo lice u oknu.
[18.12.2006]
Lica moje djece počinju da svjetle jutrom
prije zimskog sunca
kao i lica mojih prijatelja,
jedno po jedno – ružičasti oblaci
na mrkoplavom nebu.
Najskupocjenije perle misli počnu
da sjaje I da zrcale
ispod tankog vlažnog vela daha.
Tako nestaje tuga kao veliki
betonski toranj sa satelitskim
radio-odašiljačima na horizontu
ispod punog kruga
narandžastog jutarnjeg sunca.
(Djeca I prijatelji, djeca I prijatelji, ponovo I ponovo. izgleda da su djeca I prijatelji Ružino najveće bogatstvo. Onda je ona zaista bogata, ako mogu ovdje da dodam moje sopstveno mišljenje.)
[16.12.06]
Jeg har skydt uret,
Min ven er død I dag.
I shot the wach,
My frend has died today.
Upucala sam sat,
Moj prijatelj je umro danas.
-------------------------
[1] “ crvena kao krv na usnama djevojačkim” ovdje se vjerovatno ne radi ni o kakvoj pjesničkoj figuri (Na betonu su se još mogli vidjeti tragovi krvi, kao mrlje sjenê ispod tanke kore leda.) Vjerovatno ju je već tad bio tukao.
[2] Ha, ha. Njoj nije nedostajao smisao za humor. I naročito smisao za samoironičnost, da tako kažem. Ovdje se vidi da ona kao takva nije pripadala nekom odredjenom plemenu.
[3] Ova pjesma na engleskom svjedoči, prema mom mišljenju, o njenoj svestranosti; o njenom mnogostrukom talentu. I o njenoj čežnji za ljubavlju koju joj sudbina na žalost nije bila dodjelila u njenom nesrećnom braku..
[4]Ovdje se ocito radi o Ruzinim religioznim osjecanjima. Osjetljiva kakva je bila i u uslovima u kojima je zivjela, izgleda mi potpuno prirodno da je utjehu trazila ”sa one druge strane”, u Bogu.
[5] Novogodisnja vecer je uvijek puna iscekivanja i nade. I tuge. Ponekad.
[6] "tijela u raspadanju"- možda znak sveopšte prolaznosti, a možda nešto sasvim drugo…možda je radila kao zdravstveni pomoćnik, prala stare i bolesne npr…Tu vrstu poslova stranci u Danskoj najlakše dobijaju. To je naime i moje zanimanje. (Usput... ”septembarsko popodne”? Ovaj papir mora da se umješao medju novogodišnje zapise.)
----------------------------
O Ruži:
Prozno-poetski rukopis oblikovan kao fiktivni dnevnik, ispisan naizgled rukom žene, izbjeglice sa Balkana. Njeno je ime Ruža. Pripovjedanje je istkano na taj način što urednik knjige, koji je i sam dio fikcije, dopisuje komentare u obliku fusnota ispod teksta dnevnika. Uređujući tekstove on polako gubi objektivnu distancu prema rukopisu i osjeća sve veću naklonost prema Ruži. Zaljubljuje se u nju. Na kraju, medjutim, pokazuje se da je djelo u stvari fiktivni dnevnik, i pravi autor kuca na urednikova vrata …
Knjiga je objavljena na danskom 2007 godine, u Kopenhagenu (Rosa, izdavač: Tabognar).
|
| ||||
R O S A
Forord
Kære læser, virkelig foruroliget af denne opgaves vanskelighed og af ansvaret, som rejser sig foran mig i form af en tilfældigt opdaget dagbog, nedskriver jeg de første linier af indledningen i det, der følger. Nogen vil kalde det, der følger, for sjælens skønhed, der fanget lider i det ulykkelige ægteskabs net; andre vil i beretningen måske se livets brutalitet og modløshed, hvor det kvæler sine drømmedøtre i sociale boliger i betonbyggerier i vores storbyers forstæder. Det er ikke op til mig at dømme om de følgende siders betydning og værdi, og de kræver heller ikke en dommer eller auktion.
Jeg har simpelthen følt et kald og en pligt fra det øjeblik, da bladene med daglige optegnelser gled ud af det orangefarvede omslags pressede pap, ned foran mine fødder ligesom et spil kort, kastet ud af lommen af et voldeligt slag fra den anden side af bordet... Jeg ved, at jeg er latterlig, og at mit liv måske ikke
engang er værd at nævne, men her handler det heller ikke om mig selv, det handler om hende, Rosa, kvinden som jeg aldrig har mødt, og som alligevel står mig så nær efter alle udflugterne blandt hendes dagbogssider.
Jeg fandt mappen under den store træblomsterpotte på altanen. Fugtighed og frost havde ikke formået at fortære siderne, for det hele var sket så hurtigt. Jeg flyttede altså ind i lejligheden den første lørdag, efter den blev forladt af de tidligere beboere. Det er en mærkelig fornemmelse at leve i lejligheden mellem væggene, der i sine porer bærer erindringen om en sjæls lidelse, at være bevidst om det, sådan som jeg er bevidst om det, imens jeg, ingen ved for hvilken gang, igen gennemlæser siderne i hendes dagbog.
Tingene er ikke som de ser ud til at være, meningen skjuler sig tit, og der er nogen, der spotter vores anstrengelser i mørket. (Jeg har oversat hendes tekster til dansk, sådan som jeg bedst vidste og kunne det, for at de kan være jer til rådighed. Tilgiv mig de mulige fejl. De er ikke ondsindede, men tilfældige. Takket være forlagets imødekommenhed, vil man snart kunne finde begge varianter på boghylderne: den oprindelige serbokroatiske og denne, af mig oversatte, danske. Jeg synes at sandheden om Rosa findes et sted halvvejs mellem de to sprog.) Lad mig her komme med et par passende ord, lånt af en dansk digter, der sandsynligvis forsvandt i livets hvirvlen for mange, mange år siden:
*
”Stort set har jeg i hvert fald opnået, hvad jeg ville opnå. Man
skal ikke sige, at det ikke var umagen værd. I øvrigt ønsker jeg
intet menneskes dom, jeg vil blot udbrede kundskaber, jeg
rapporterer kun, også for Dem, høje herrer i akademiet, har jeg
kun rapporteret.
*
Alle øjne
Alle veje
Alle strømme
Alle hænder
Alle syn
Sætter ud
Giver slip
Finder frem
Holder op
Og lukker sig
Sagte her under rosen For atter at leve igen”
Bo Green Jensen ”En europæisk bøn (Montage)” (fra Porten til Jorden, 1986)
Teksterne fra plastiklommen
[...]
Hvordan er du blomstret op,
rose, i december, rød som blod
på pigelæberne? [1] Hvad skal du her,
i denne kulde, i denne vind,
der kæmmer græsplænen bag huset,
og mit hår ude på altanen, mens jeg læner mig ned
og kysser dine frosne blomsterblade?
Hvad skal du her, rose, og nu,
af hvilken yndig grund
breder du dine blomsterblade ud i vinden og frosten?
Jeg er næsten som en kolumbine med blege frosne kinder,
og med metaforer stukket ind i mine trætte skuldre
ligner jeg en tilfældigt ankommet drage revet fra silketråden
eller et metaforskræmsel af hø,
som selv tankernes mest naive fugle for lang tid siden
er holdt op med at blive bange for.
[02.02.2007]
Måske flyver fuglene tilsyneladende i stilheden bag glasset,
måske er himlen lysere i trækronerne, ved jorden.
Måske er det morgen, og måske er det vinter, men det er ikke koldt,
måske trævles dansernes råb op langs den gule jasmins opblomstring. Dans, som du har bragt ind i verden, dansen på et andet sprog, skrig fra evigheden, frihedens skrig. Sjælen som et flag.
Som usammenligneligt. Som Er. Den Er.
(Hun kunne sandelig nyde ensomme timer, mens hun kikkede igennem vinduet på et landskab uden et menneske. Strålende sjæl, sandelig strålende. Som flaget.)
[19.1.2007]
Så er du hos din egen stamme, det er dine ansigtsknoglers bygning, det er din krops holdning, din slaviske langsomhed i senernes hvide væv, din glemsomhed i mandrillernes nat[2].
[08.01.2007]
Hans forsøg brydes i kærlighedstidens sten som bølgernes skum. Allerede før har han sunget den samme sang, det er bare hans grundtone der altid er falsk. Hvad kan glemslens galskab skade tidløse sjæles omfavnelse? Berolig dit hjerte. Hofnarren – danserinde med et friskt barberet hoved – spiller toner uden magt på sin ustemte guitar, sit eget knækkede livs toner. Sangeren vikler sig ind i guitaren med den tomme lyd, uden skønhed, uden harmoni. Små intriger fra svagheden. Fingrene brændt af den tidløse kærlighed. Berolig hjertet, hofnarrene under balkonen underholder dronningen med deres bevægelsers hæslighed.
(Hvis jeg her må lege lidt med billedernes betydning i Rosas digt, så er ”sangeren” sandsynligvis hendes mand, mens ”danserinde med et friskbarberet hoved”... måske er hans elskerinde. Rosa er, selvfølgelig, ”dronningen” som de to underholder med deres bevægelsers hæslighed. Hvilken slags bevægelser, drejer det sig om her? Og hvilke sjæle er det, der omfavner hinanden uden for tiden? Rosa og hendes børn sandsynligvis. Denne er kun en mulig forklaring.)
[04.01.2007]
…
And that’s me, who wished for a man so badly,
a young man as a softy and juicy cake
a smile-tender-crown, a milk-sweaty-shake.
I would do everything for the sake of such a creature…
But he never came. It is almost
like a green grand yellow lake of
faith too loose – that sad fact:
He never came.
My life was not, and I obtain:
he never came, my God,
he never came.
Neither in my youth or in my every average age,
He never came, my God,
he never came. [3]
[31.12.2006]
Det Nye År kommer over meridianerne.
Med ethvert minut griber det Jorden stadig mere.
Du, alle vore meningers Almægtige Kilde[4],
lad mig lyse op i dette kommende år,
som en stjerne på din himmel, Almægtige.
Som et håb i de slukkede øjne, Almægtige...
Du, min lovs Moder, min vejs ende, enden og Begyndelsen.
Lad din stjerne skinne som
sandheden på håbets himmel, Almægtige...
Lad min stjerne blive din i året der ankommer.
Lad sangen omfavne planeten, Kære.
[31.12.2006]
I fuldmånens nat, på det gamle års sidste dag[5]
i den skinnende røde kugle i det konvekse spejls refleks,
i den gyldne krans’ støv drysset over sammenklistrede kogler,
dit ansigt under den røde refleks fra lyset over bordet.
I en nøgen ung trækrone og dens klare skygge på den jomfruelige snes frosne
skorpe – nytårsuret af fuldmånens skin.
Eventyr gemt bag natlampens afspejling i
refleksen fra det vakuummerede vinduesglas. Julelegenden.
[24.12.2006]
Imens lykkens hjul drejer rundt ...
Hvor skal I hen drømme, til hvilken dag, til hvilken time?
Til hvilken morgen, hvilken nat? Hvem skal komme? Hvad passerer? Hvor skal I
hen, drømme? Film, stilheden... Film og stilheden. Morgen og dagen og i morgen.
Kirke, kirke, kirke.
(Se bare datoen og I vil forstå omkvædets mening).
[23.12.2006]
Som sne, som støv, som stilhed, som fugle, som en mands stemme,
som hatten, der vipper over horisonten i vindueskarmen malet hvid, som jul der kommer,
som broen mellem Sverige og Danmark, som denne dag og denne nat.
(...Intet som denne hvidhed – stilhed). Som en rose blomstret op i ugen inden jul,
og derefter frosset – i sin skønhed stoppet før stilhed, inden sne. Som en uendelig
sætning, som glæden intet sted fra, faldet ned fra himlen. Din sang, dit liv, din stemme.
(Hun elskede livet. Det er klart, allerede ved første blik).
[...?]
Håb, det må være sådan, at det er håbet, der endnu er tilbage på besøg, denne eftermiddag i september. Det hopper fra sky til sky, kikker ind gennem vinduesruden. I ordene søger du trøst, i tidens tidsløshed; befriet fra meningens lag, befriet fra uudtalte følelser. Kroppe i opløsning, presser ude i horisonten[6].
[19.12.2006]
(Ellers, ikke at hun ikke har kunnet elske sig selv. J Inden for de sunde grænser, selvfølgelig. For Rosa var en sund ung kvinde. Og følsom – se bare på det næste digt:)
Narcisa – det perfekte billede af sig selv under
Narcisa, det perfekte billede-af-sig-selv
under lysekronen i den nordiske dizain
med en pære på 60 watt: ”France”,
gennem koncentriske galvaniserede cirkler.
Øjnene næsten uden navn,
i vinduesglassets afspejling
i vintermorgenen som stiger
med skyerne, lyset og fuglene.
Trækroner uden blade med øreringe af
skadereder vokser ud af
hovedets usynlige fontanelle i afspejlingen i vinduesglasset,
igennem små blade på et kautsjukstuetræ.
Morgen har visket ansigtet i vindueskarmen ud med lyset.
[18.12.2006]
Mine børns ansigter begynder at lyse om morgenen
inden vintersolen
ligesom mine venners ansigter,
et efter et – de rosa skyer
på den mørkeblå himmel.
De mest dyrebare tankers perler begynder
at skinne og spejle
under åndedrættets tynde fugtige slør.
Sådan svinder sorgen ind som
et vældigt betontårn med
satellitradiosendere ude i horisonten
under den orange morgensols
fulde cirkel.
(Børnene og vennerne, børnene og vennerne, igen og igen, det ser ud som om børnene og vennerne er Rosas største skat. Så er hun jo rig, hvis jeg her må tilføje min egen mening.)
[16.12.2006]
Jeg har skudt uret,
Min ven er død i dag.
I shot the watch,
My friend has died today.
Upucala sam sat,
Moj prijatelj je umro danas.
(Hvem er det, de vers skulle henvise til? Det ved jeg ikke. Men jeg ved at vennerne altid er en kostbar og uerstattelig værdi. For Rosa, som for enhver af os. Her synger hun på tre sprog. Alle de tre sprog stod hende nemlig nær. Emigranter er polyglotter af nød. Og Rosa er emigrant, som vi også vil se det ud fra hendes senere optegnelser.)
-----------------------------
[1]”rød som blod på pigelæberne” Her drejer det sig sandsynligvis ikke om nogen digterisk figur (På betonen kunne man stadigvæk se spor af blodet, som skyggepletter under isens tynde skorpe. Sandsynligvis har han allerede banket hende dengang).
[2] Ha, ha. Hun manglede ikke sans for humor. Og især manglede hun ikke selvironi, så at sige. Her kan man se, at hun således ikke tilhørte nogen bestemt stamme.
[3] Dette digt på engelsk vidner, efter min mening, om hendes alsidighed; om hendes mange talenter. Og om hendes længsel efter kærligheden som skæbnen desværre ikke har skænket hende i hendes ulykkelige ægteskab.
[4] Her drejer det sig åbenbart om Rosas religiøse følelse. Så følsom, som hun var, og med de vilkår, som hun levede under, forekommer det mig helt naturligt, at hun søgte trøst ”på den anden side”, hos Gud.
[5] Nytårsaften er altid fuld af forventning og håb. Og sorg. Nogle gange.
[6] ”Kroppe i opløsning”- det er måske tegn på den altomfattende midlertidighed, men måske er det noget helt andet... Måske har hun arbejdet som sundhedshjælper, har f.eks. vasket gamle og syge... Den slags jobs er nemmest for de fremmede i Danmark at få. Det er nemlig også min beskæftigelse. (I øvrigt... ” eftermiddag i september”? Det må være sådan, at denne side var kommet tilfældigt ind imellem nytårsskrifterne).
Forord
Kære læser, virkelig foruroliget af denne opgaves vanskelighed og af ansvaret, som rejser sig foran mig i form af en tilfældigt opdaget dagbog, nedskriver jeg de første linier af indledningen i det, der følger. Nogen vil kalde det, der følger, for sjælens skønhed, der fanget lider i det ulykkelige ægteskabs net; andre vil i beretningen måske se livets brutalitet og modløshed, hvor det kvæler sine drømmedøtre i sociale boliger i betonbyggerier i vores storbyers forstæder. Det er ikke op til mig at dømme om de følgende siders betydning og værdi, og de kræver heller ikke en dommer eller auktion.
Jeg har simpelthen følt et kald og en pligt fra det øjeblik, da bladene med daglige optegnelser gled ud af det orangefarvede omslags pressede pap, ned foran mine fødder ligesom et spil kort, kastet ud af lommen af et voldeligt slag fra den anden side af bordet... Jeg ved, at jeg er latterlig, og at mit liv måske ikke
engang er værd at nævne, men her handler det heller ikke om mig selv, det handler om hende, Rosa, kvinden som jeg aldrig har mødt, og som alligevel står mig så nær efter alle udflugterne blandt hendes dagbogssider.
Jeg fandt mappen under den store træblomsterpotte på altanen. Fugtighed og frost havde ikke formået at fortære siderne, for det hele var sket så hurtigt. Jeg flyttede altså ind i lejligheden den første lørdag, efter den blev forladt af de tidligere beboere. Det er en mærkelig fornemmelse at leve i lejligheden mellem væggene, der i sine porer bærer erindringen om en sjæls lidelse, at være bevidst om det, sådan som jeg er bevidst om det, imens jeg, ingen ved for hvilken gang, igen gennemlæser siderne i hendes dagbog.
Tingene er ikke som de ser ud til at være, meningen skjuler sig tit, og der er nogen, der spotter vores anstrengelser i mørket. (Jeg har oversat hendes tekster til dansk, sådan som jeg bedst vidste og kunne det, for at de kan være jer til rådighed. Tilgiv mig de mulige fejl. De er ikke ondsindede, men tilfældige. Takket være forlagets imødekommenhed, vil man snart kunne finde begge varianter på boghylderne: den oprindelige serbokroatiske og denne, af mig oversatte, danske. Jeg synes at sandheden om Rosa findes et sted halvvejs mellem de to sprog.) Lad mig her komme med et par passende ord, lånt af en dansk digter, der sandsynligvis forsvandt i livets hvirvlen for mange, mange år siden:
*
”Stort set har jeg i hvert fald opnået, hvad jeg ville opnå. Man
skal ikke sige, at det ikke var umagen værd. I øvrigt ønsker jeg
intet menneskes dom, jeg vil blot udbrede kundskaber, jeg
rapporterer kun, også for Dem, høje herrer i akademiet, har jeg
kun rapporteret.
*
Alle øjne
Alle veje
Alle strømme
Alle hænder
Alle syn
Sætter ud
Giver slip
Finder frem
Holder op
Og lukker sig
Sagte her under rosen For atter at leve igen”
Bo Green Jensen ”En europæisk bøn (Montage)” (fra Porten til Jorden, 1986)
Teksterne fra plastiklommen
[...]
Hvordan er du blomstret op,
rose, i december, rød som blod
på pigelæberne? [1] Hvad skal du her,
i denne kulde, i denne vind,
der kæmmer græsplænen bag huset,
og mit hår ude på altanen, mens jeg læner mig ned
og kysser dine frosne blomsterblade?
Hvad skal du her, rose, og nu,
af hvilken yndig grund
breder du dine blomsterblade ud i vinden og frosten?
Jeg er næsten som en kolumbine med blege frosne kinder,
og med metaforer stukket ind i mine trætte skuldre
ligner jeg en tilfældigt ankommet drage revet fra silketråden
eller et metaforskræmsel af hø,
som selv tankernes mest naive fugle for lang tid siden
er holdt op med at blive bange for.
[02.02.2007]
Måske flyver fuglene tilsyneladende i stilheden bag glasset,
måske er himlen lysere i trækronerne, ved jorden.
Måske er det morgen, og måske er det vinter, men det er ikke koldt,
måske trævles dansernes råb op langs den gule jasmins opblomstring. Dans, som du har bragt ind i verden, dansen på et andet sprog, skrig fra evigheden, frihedens skrig. Sjælen som et flag.
Som usammenligneligt. Som Er. Den Er.
(Hun kunne sandelig nyde ensomme timer, mens hun kikkede igennem vinduet på et landskab uden et menneske. Strålende sjæl, sandelig strålende. Som flaget.)
[19.1.2007]
Så er du hos din egen stamme, det er dine ansigtsknoglers bygning, det er din krops holdning, din slaviske langsomhed i senernes hvide væv, din glemsomhed i mandrillernes nat[2].
[08.01.2007]
Hans forsøg brydes i kærlighedstidens sten som bølgernes skum. Allerede før har han sunget den samme sang, det er bare hans grundtone der altid er falsk. Hvad kan glemslens galskab skade tidløse sjæles omfavnelse? Berolig dit hjerte. Hofnarren – danserinde med et friskt barberet hoved – spiller toner uden magt på sin ustemte guitar, sit eget knækkede livs toner. Sangeren vikler sig ind i guitaren med den tomme lyd, uden skønhed, uden harmoni. Små intriger fra svagheden. Fingrene brændt af den tidløse kærlighed. Berolig hjertet, hofnarrene under balkonen underholder dronningen med deres bevægelsers hæslighed.
(Hvis jeg her må lege lidt med billedernes betydning i Rosas digt, så er ”sangeren” sandsynligvis hendes mand, mens ”danserinde med et friskbarberet hoved”... måske er hans elskerinde. Rosa er, selvfølgelig, ”dronningen” som de to underholder med deres bevægelsers hæslighed. Hvilken slags bevægelser, drejer det sig om her? Og hvilke sjæle er det, der omfavner hinanden uden for tiden? Rosa og hendes børn sandsynligvis. Denne er kun en mulig forklaring.)
[04.01.2007]
…
And that’s me, who wished for a man so badly,
a young man as a softy and juicy cake
a smile-tender-crown, a milk-sweaty-shake.
I would do everything for the sake of such a creature…
But he never came. It is almost
like a green grand yellow lake of
faith too loose – that sad fact:
He never came.
My life was not, and I obtain:
he never came, my God,
he never came.
Neither in my youth or in my every average age,
He never came, my God,
he never came. [3]
[31.12.2006]
Det Nye År kommer over meridianerne.
Med ethvert minut griber det Jorden stadig mere.
Du, alle vore meningers Almægtige Kilde[4],
lad mig lyse op i dette kommende år,
som en stjerne på din himmel, Almægtige.
Som et håb i de slukkede øjne, Almægtige...
Du, min lovs Moder, min vejs ende, enden og Begyndelsen.
Lad din stjerne skinne som
sandheden på håbets himmel, Almægtige...
Lad min stjerne blive din i året der ankommer.
Lad sangen omfavne planeten, Kære.
[31.12.2006]
I fuldmånens nat, på det gamle års sidste dag[5]
i den skinnende røde kugle i det konvekse spejls refleks,
i den gyldne krans’ støv drysset over sammenklistrede kogler,
dit ansigt under den røde refleks fra lyset over bordet.
I en nøgen ung trækrone og dens klare skygge på den jomfruelige snes frosne
skorpe – nytårsuret af fuldmånens skin.
Eventyr gemt bag natlampens afspejling i
refleksen fra det vakuummerede vinduesglas. Julelegenden.
[24.12.2006]
Imens lykkens hjul drejer rundt ...
Hvor skal I hen drømme, til hvilken dag, til hvilken time?
Til hvilken morgen, hvilken nat? Hvem skal komme? Hvad passerer? Hvor skal I
hen, drømme? Film, stilheden... Film og stilheden. Morgen og dagen og i morgen.
Kirke, kirke, kirke.
(Se bare datoen og I vil forstå omkvædets mening).
[23.12.2006]
Som sne, som støv, som stilhed, som fugle, som en mands stemme,
som hatten, der vipper over horisonten i vindueskarmen malet hvid, som jul der kommer,
som broen mellem Sverige og Danmark, som denne dag og denne nat.
(...Intet som denne hvidhed – stilhed). Som en rose blomstret op i ugen inden jul,
og derefter frosset – i sin skønhed stoppet før stilhed, inden sne. Som en uendelig
sætning, som glæden intet sted fra, faldet ned fra himlen. Din sang, dit liv, din stemme.
(Hun elskede livet. Det er klart, allerede ved første blik).
[...?]
Håb, det må være sådan, at det er håbet, der endnu er tilbage på besøg, denne eftermiddag i september. Det hopper fra sky til sky, kikker ind gennem vinduesruden. I ordene søger du trøst, i tidens tidsløshed; befriet fra meningens lag, befriet fra uudtalte følelser. Kroppe i opløsning, presser ude i horisonten[6].
[19.12.2006]
(Ellers, ikke at hun ikke har kunnet elske sig selv. J Inden for de sunde grænser, selvfølgelig. For Rosa var en sund ung kvinde. Og følsom – se bare på det næste digt:)
Narcisa – det perfekte billede af sig selv under
Narcisa, det perfekte billede-af-sig-selv
under lysekronen i den nordiske dizain
med en pære på 60 watt: ”France”,
gennem koncentriske galvaniserede cirkler.
Øjnene næsten uden navn,
i vinduesglassets afspejling
i vintermorgenen som stiger
med skyerne, lyset og fuglene.
Trækroner uden blade med øreringe af
skadereder vokser ud af
hovedets usynlige fontanelle i afspejlingen i vinduesglasset,
igennem små blade på et kautsjukstuetræ.
Morgen har visket ansigtet i vindueskarmen ud med lyset.
[18.12.2006]
Mine børns ansigter begynder at lyse om morgenen
inden vintersolen
ligesom mine venners ansigter,
et efter et – de rosa skyer
på den mørkeblå himmel.
De mest dyrebare tankers perler begynder
at skinne og spejle
under åndedrættets tynde fugtige slør.
Sådan svinder sorgen ind som
et vældigt betontårn med
satellitradiosendere ude i horisonten
under den orange morgensols
fulde cirkel.
(Børnene og vennerne, børnene og vennerne, igen og igen, det ser ud som om børnene og vennerne er Rosas største skat. Så er hun jo rig, hvis jeg her må tilføje min egen mening.)
[16.12.2006]
Jeg har skudt uret,
Min ven er død i dag.
I shot the watch,
My friend has died today.
Upucala sam sat,
Moj prijatelj je umro danas.
(Hvem er det, de vers skulle henvise til? Det ved jeg ikke. Men jeg ved at vennerne altid er en kostbar og uerstattelig værdi. For Rosa, som for enhver af os. Her synger hun på tre sprog. Alle de tre sprog stod hende nemlig nær. Emigranter er polyglotter af nød. Og Rosa er emigrant, som vi også vil se det ud fra hendes senere optegnelser.)
-----------------------------
[1]”rød som blod på pigelæberne” Her drejer det sig sandsynligvis ikke om nogen digterisk figur (På betonen kunne man stadigvæk se spor af blodet, som skyggepletter under isens tynde skorpe. Sandsynligvis har han allerede banket hende dengang).
[2] Ha, ha. Hun manglede ikke sans for humor. Og især manglede hun ikke selvironi, så at sige. Her kan man se, at hun således ikke tilhørte nogen bestemt stamme.
[3] Dette digt på engelsk vidner, efter min mening, om hendes alsidighed; om hendes mange talenter. Og om hendes længsel efter kærligheden som skæbnen desværre ikke har skænket hende i hendes ulykkelige ægteskab.
[4] Her drejer det sig åbenbart om Rosas religiøse følelse. Så følsom, som hun var, og med de vilkår, som hun levede under, forekommer det mig helt naturligt, at hun søgte trøst ”på den anden side”, hos Gud.
[5] Nytårsaften er altid fuld af forventning og håb. Og sorg. Nogle gange.
[6] ”Kroppe i opløsning”- det er måske tegn på den altomfattende midlertidighed, men måske er det noget helt andet... Måske har hun arbejdet som sundhedshjælper, har f.eks. vasket gamle og syge... Den slags jobs er nemmest for de fremmede i Danmark at få. Det er nemlig også min beskæftigelse. (I øvrigt... ” eftermiddag i september”? Det må være sådan, at denne side var kommet tilfældigt ind imellem nytårsskrifterne).
II Međunarodni pjesnički susreti -
Brčko distrikt BiH 26.11. - 29.11.2013.
Učesnik Aleksandar Šajin, Danska
Koordinator organizacije susreta Žarko Milenić, predsjednik Književnog kluba Brčko distrikta
Brčko distrikt BiH 26.11. - 29.11.2013.
Učesnik Aleksandar Šajin, Danska
Koordinator organizacije susreta Žarko Milenić, predsjednik Književnog kluba Brčko distrikta
|
|
|
|
| ||||
VILLA AMIRA, Street Ante Starčevića 33,
|
LP vinyl sell from
|
.
Copyright © 2014 DIOGEN pro culture magazine & Sabahudin Hadžialić
Design: Sabi / Autors & Sabahudin Hadžialić. Design LOGO - Stevo Basara.
Freelance gl. i odg. urednik od / Freelance Editor in chief as of 2009: Sabahudin Hadžialić
All Rights Reserved. Publisher online and owner: Sabahudin Hadžialić
WWW: http://sabihadzi.weebly.com
Contact Editorial board E-mail: contact_editor@diogenpro.com;
Narudžbe/Order: orderyourcopy@diogenpro.com
Pošta/Mail: Freelance Editor in chief Sabahudin Hadžialić,
Grbavička 32, 71000 Sarajevo i/ili
Dr. Wagner 18/II, 70230 Bugojno, Bosna i Hercegovina
Design: Sabi / Autors & Sabahudin Hadžialić. Design LOGO - Stevo Basara.
Freelance gl. i odg. urednik od / Freelance Editor in chief as of 2009: Sabahudin Hadžialić
All Rights Reserved. Publisher online and owner: Sabahudin Hadžialić
WWW: http://sabihadzi.weebly.com
Contact Editorial board E-mail: contact_editor@diogenpro.com;
Narudžbe/Order: orderyourcopy@diogenpro.com
Pošta/Mail: Freelance Editor in chief Sabahudin Hadžialić,
Grbavička 32, 71000 Sarajevo i/ili
Dr. Wagner 18/II, 70230 Bugojno, Bosna i Hercegovina
